søndag den 16. november 2008

Isolation skal frem i lyset


”Det er helt urimeligt, at fanger kan blive sendt måneder, ja år i isolation i danske fængsler uden at der er kontrol med det”, siger retsordfører Karina Lorentzen, som er forarget over, at justitsministeren ikke mener, at der er noget problem i, at indsatte ”smides i hullet” uden at få at vide hvorfor og hvor længe. SF’s retsordfører understreger, at hun udmærket forstår, at det kan være nødvendigt at sætte fanger i isolation, f.eks. hvis de er til fare for andre indsatte.

”Hvis der er en god grund til, at en indsat må i isolation et stykke tid, er der jo ikke noget problem i, at en dommer får sagen på sit bord først, for vi skal sikre os, at man ikke kan blive sendt i ”hullet” uden kontrol og uden tidsbegrænsning på”, siger Karina Lorentzen. Og er chokeret over oplysninger om, at en indsat i et dansk fængsel har siddet i isolation over en periode på 2½ år.

”Danmark bliver i forvejen kritiseret for vores brug af isolation, og vi ved, at selv kortere tid i isolation er en voldsom mental belastning for et menneske, så vi skal have det her under kontrol”, siger Karina Lorentzen og tilføjer:

”Dømte kriminelle skal sidde i fængsel, men de skal ikke komme ud af fængslerne med en psykiatrisk diagnose, fordi de har siddet i isolation. Det er regeringen åbenbart ligeglad med”, siger Karina Lorentzen.