onsdag den 18. maj 2011

Kræver tilbundsgående au pair undersøgelse...

Astrid Krag er skeptisk overfor integrationsminister Sørens Pinds forslag om, at pensionister skal have mulighed for få en au pair.


Astrid Krag udtaler: ”Det her risikerer at blive social dumping ad bagvejen – eller måske snarere ministerens hoveddør. Hvis ordningen bare skal levere arbejdskraft til den danske velfærdssektor, så er der virkelig tale om et lønpres.


Samtidig bliver det næsten kun en mulighed for pensionister med en pæn privat pensionsopsparing. Så vi risikerer, at underbetalt udenlandsk arbejdskraft skal levere ydelser til de mere velstillede pensionister. Hvis ikke en ordning skrues helt rigtigt sammen, så kan det komme til at se grimt ud.”

Astrid Krag vil have en evaluering af au pair-ordningen, før den evt. udvides.

Hun fortsætter: ”Der har været rigtigt mange eksempler på misbrug af au pair-ordningen. Jeg vil bede ministeren redegøre for, at en udvidelse ikke vil føre til social dumping. Jeg synes ikke, det er forsvarligt at udvide ordningen uden at have en solid evaluering. Ikke mindst skal vi være sikre på, at der er reelt er tale om kulturel udveksling og ikke bare import af underbetalt arbejdskraft.”


.

søndag den 3. april 2011

Danskkundskaber skal skabes i børnehaven...

- Debatten om tosprogede børns dårlige danskkundskaber er blusset op igen – igen. En netop offentliggjort rapport fra Pisa Etnisk viser, at tosprogede elever i Danmark klarer sig dårligere i skolen end tosprogede elever gør det i de øvrige nordiske lande.Og den debat kan godt undre mig al den stund, at Dansk Folkeparti længe har gjort opmærksom på problemet og har taget initiativ til, at gøre noget ved det, siger familieordfører René Christensen, Dansk Folkeparti’
- På foranledning af DF er der jo netop tirsdag 29. marts blevet godkendt L 125, som omhandler krav om, at børn i tre års alderen, der mangler sproglige færdigheder, skal have obligatorisk sprogundervisning og stimulering allerede i børnehaven, siger René Christensen.

Pisa-rapporten viser med al ønskelig tydelighed, at der er brug for at gribe ind nu og her. Det kan ikke nytte, at tosprogede børn ikke kan tale dansk, når de begynder i skolen.

- Det må da også være til glæde for børnene selv, at de kan begå sig i folkeskolen og dermed få mulighed for at videreuddanne sig. Derfor undrer det mig også, at Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti stemte imod forslaget om obligatorisk sprogstimulering og –undervisning fra børnehavealderen, siger René Christensen.

.

fredag den 1. april 2011

Nye PISA-tal udstiller regeringens svigt...

Ifølge en ny PISA-undersøgelse har 38% af de tosprogede elever i den danske folkeskole ikke tilstrækkelige læseevner til at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. . SF’s integrationsordfører Astrid Krag og skoleordfører Pernille Vigsø Bagge, er rystede og mener, der må investeres mere i folkeskolen, sikres to-lærerordninger, et loft på antallet af elever i klasserne og efteruddannelse til lærerne, for at rette op. . Astrid Krag udtaler: Den nye PISA-måling er dybt problematisk. Det er et kæmpe problem for integrationen, den enkeltes tilknytning til det danske samfund og vores arbejdsmarked i fremtiden. Det er mageløst, at undervisningsminister Troels Lund Poulsen nu siger, at der skal gøres noget. Man ved snart ikke, om man skal grine eller græde – der er tale om børn, der startede i skolen under den borgerlige regering. Nu kan vi ti år senere konstatere, at problemet stadig er massivt. Nu må der handling til og ikke mere bragesnak fra regeringen.” . Pernille Vigsø Bagge uddyber: Der er slet ikke sket nok. Regeringen har siddet på hænderne. Men i SF er vi klar til at trække i arbejdstøjet: vi foreslår et massivt løft af folkeskolen på 2 mia. årligt, der også vil komme de svageste elever til gode. Vi vil sætte ind med to-lærer-ordninger i dansk og matematik i 1., 2. og 3. klasse, et loft på maksimalt 24 elever i klasserne og efteruddannelse til lærere med boglige linjefag, som alle skal have dansk som andetsprog. Det er afgørende vi får vendt udviklingen, det er ikke nok med ord længere. Det må undervisningsministeren også forstå.” .

fredag den 18. marts 2011

SF stopper stalking...

Karina Lorentzen glæder sig over, at justitsministeren efter stort politisk pres nu indkalder partierne til en drøftelse om 'stalking'. Jeg er utrolig glad på vegne af de mange ofre, som oplever at få deres liv og hverdag ødelagt. Når man som jeg har mødt mennesker, der oplever at blive forfulgt nærmest døgnet rundt, og som modtager truende henvendelser, sms'er og telefonopkald til de ikke kan mere, men som ikke kan hente hjælp nogen steder, så forstår man virkelig, hvor alvorligt det her kan være, siger SF's retsordfører Karina Lorentzen.

Den politiske debat om stalking startede tilbage i 2009, hvor SF fremsatte et udførligt forslag i Folketinget. Det forslag førte til, at justitsministeren fik strafferetsplejeudvalget til at gennemgå den eksisterende lovgivning.

Vi kan selvfølgelig ikke fjerne problemet fuldstændig, men jeg har en række gode forslag til, hvordan vi kan komme ofrene til undsætning. Vi skal kriminalisere forhold, hvor politiet i dag er afskåret fra at gribe ind, og vi skal dømme til behandling. Ofrene for stalking skal sikres vilkår på linje med voldsofre, fx adgang til erstatning og psykologhjælp. Jeg tror på, at partierne er enige om, at der skal gøres noget på det her område. Derfor skal vi nok nå et godt resultat, siger SF's retsordfører Karina Lorentzen.

SF vurderer, at der hvert år er op imod 10.000 danskere, som oplever at blive forfulgt af en bekendt, en tidligere samlever eller en helt fremmed. Ofrene oplever usikkerhed og føler sig måske truet på livet, men kan i mange tilfælde ikke få hjælp hos politiet. SF ønsker derfor en ændring af straffeloven.

.

mandag den 7. marts 2011

Drop så den kampdag...

Vi har ikke brug for en Kvindernes Internationale Kampdag med traditionel dagsorden, ligestillingsordfører Pia Adelsteen. Vi har brug for en dag, hvor kvinder og mænd kæmper sammen om at have lige muligheder.

For mig at se har vi et altoverskyggende ligestillingsproblem, nemlig de indhyllede kvinder fra muslimske lande, som skal have samme rettigheder som vi vestlige kvinder har.

Og lad os så bare være ærlige: Kvinder i den vestlige verden er jo blevet det stærke køn.

Jeg har ikke kendskab til et eneste dansk hjem, hvor det er manden, der bestemmer. Kvinden bestemmer farven på væggen, møblernes udseende, om mandens sportspokal skal have lov at stå fremme og om de enorme 70’er-højttalere skal erstattes af et mindre og smartere musikanlæg.

Og er det ikke i hjemmet, det hele begynder..? Jeg er træt af, at kvindekamp og ligeret efterhånden kun handler om kvoter i bestyrelser. I øvrigt handler det jo også mere om særstilling end ligestilling.

Derfor er jeg også enig med Ligestillingsminister Lykke Friis (V), når hun siger, at Kvindernes Internationale Kampdag skal afløses af en kampdag for kvinders og mænds lige muligheder.

Så netop i lighedens navn kommer jeg nu med et beslutningsforslag om, at kommuner, regioner og stat ikke mere skal indstille én mand og én kvinde til råd, udvalg og andre offentlige poster. Der skal indstilles den person, som er mest kvalificeret slutte Pia Adelsteen fra DF.
.

tirsdag den 15. februar 2011

Stop for masseindvandring for udviklingsbistand...

VI kommer nu med et udspil, der skal sætte en stopper for den store udvandring fra Nordafrika, der finder sted lige nu.
Integrationsordføre, Peter Skaarup, reagerer således skarpt på den nye bølge af udvandrere, som i disse dage rammer den italienske ø, Lampedusa. Det er især tunesere, der oversvømmer den sydlige middelhavsø, der traditionelt virker som en magnet på udvandrere fra Nordafrika.

Italien har tidligere indgået aftaler med Libyen om at få begrænset folkevandringen fra Nordafrika, og vi vil derfor bede udenrigsminister Lene Espersen (K) rejse spørgsmålet om at koble EUs milliardstore udviklingsbistand til alle de nordafrikanske stater med, at disse lande forpligtiger sig til at tage vare på deres befolkninger derhjemme, siger Peter Skaarup (DF).

Den nye tilstrømning til EU af mennesker via Tunesien minder os nok engang om, at uroen i Mellemøsten altid rammer Europa med større eller mindre forsinkelse. Vi skal derfor have forhandlet nogle mekanismer på plads, der gør, at landene i Nordafrika og Mellemøsten får kanaliseret midler til at hjælpe med at skabe bedre forhold for deres egne borgere, så EU ikke rammes af folkevandringer, siger Peter Skaarup, som også vil rejse spørgsmålet overfor integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech.

Når EU i perioden 2011-2013 giver Tunesien ca. 2 milliarder kr i støtte, så må det være et rimeligt krav, at de til gengæld får styr på deres ydre grænser, slutter Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti.
.

onsdag den 9. februar 2011

Regeringen nøler med at fjerne miljøgift i skoler og institutioner

Et stort, ukendt antal børn udsættes dagligt for den farlige miljøgift PCB på skoler og institutioner i hele Danmark. Pia Olsen Dyhr har indkaldt Brian Mikkelsen i samråd torsdag for at høre, hvorfor regeringen endnu ikke har handlet. Vi vil screene bygninger, kortlægge problemets omfang og fremrykke penge til renoveringer.

Det er en skandale at et stort, ukendt antal vuggestuebørn, skolebørn og alle mulige andre udsættes for den farlige miljøgift PCB og regeringen ikke handler. PCB er én af de farligste miljøgifte, der findes, så vi skal da have et overblik over, hvor giften er og have det fjernet, siger SF’s forbrugerordfører Pia Olsen Dyhr.

PCB findes i bygninger der er bygget eller renoveret mellem 1955-1977 – det er en af verdens 12 farligste miljøgifte og skader centralnervesystemet, forplantningsevnen, giver hjerneskader, svækker immunforsvaret, forstyrrer leverfunktionen, er hormonforstyrrende og kræftfremkaldende. Stoffet er, sammen med 11 andre såkaldte POP stoffer, forbudt i Stockholm konventionen, som også Danmark har underskrevet.

Men findes altså fortsat i mange gamle bygninger.

Jeg fatter ikke, at regeringen har været så inaktiv i årevis. Hvorfor har regeringen ikke igangsat en systematisk screening og kortlægning af, hvor PCB’ erne forgifter borgerne dagligt? Med samrådet presser vi dem til at handle.

Vi skal have et overblik over, hvor mange bygninger, der indeholder PCB og så lave en national plan for at fjerne det. SF vil fremrykke renoveringer af slidte børnehaver, skoler og andre offentlige bygninger for 3 mia. kr. og også fjerne PCB. Vi vil ikke acceptere, at danskere udsættes for en af verdens mest farlige miljøgifte, siger Pia Olsen Dyhr.

PCB findes også i mange private boliger.

”Vi skal også sikre danskerne mod PCB i private hjem. Når boligerne sælges mener vi, det skal fremgå af f.eks. tilstandsrapporten, om huset indeholder PCB. Vi vil desuden oprette et offentligt udrykningshold, der kan vejlede og hjælpe private med at fjerne giften. Det har svenskerne gode erfaringer med”, siger Pia Olsen Dyhr.
.

lørdag den 22. januar 2011

Flåden skal sætte hårdt ind mod piraterne...

Søren Espersen, udtrykker fuld opbakning til den sydkoreanske flåde, der i en befrielsesaktion af et af sine skibe satte hårdt mod hårdt og befriede sit eget lands statsborgere fra en gruppe somaliske pirater.
Søren Espersen opfordrer den danske flåde til at følge i sydkoreanernes fodspor og sætte hårdt mod hårdt i kampen mod pirateriet bl.a. ved at affyre varselsskud mod piraterne. Samtidig vil vi have stationeret danske specialstyrker på særligt udsatte skibe, der påsejler Aden-bugten.

Jeg har med tilfredshed noteret mig, at den sydkoreanske flåde, i en befrielsesaktion vendt mod somaliske pirater, ved at gå til angreb på piraterne, fik befriet hele besætningen på et af sine skibe. Den fremgangsmåde vil givetvis gøre, at pirater vil afholde sig fra at forsøge at kapre et skib udstyret med det sydkoreanske flag en anden gang. Det er efter bedste overbevisning nødvendigt at sætte hårdt mod hårdt i forhold til de somaliske pirater, hvis fænomenet skal bringes til ophør, hvilket søværnet bør lade sig inspirere af, siger Søren Espersen.

Det om sig gribende pirateri i Aden-bugten og andre udsatte steder, bør være højt prioriteret i den aktivistiske danske udenrigspolitik. Vi vil derfor indgå i en drøftelse med regeringen om at opprioritere flådens generelle indsats i Aden-bugten. Samtidig stiller Dansk Folkeparti forslag om, at danske specialstyrker udstationeres på særligt udsatte danske handelsskibe, ligesom vi i øvrigt kender det fra den civile luftfart, hvor såkaldte air marshals er ombord på ruteflyene, siger Søren Espersen.

Den danske søværn blev oprindeligt etableret som en støtte til den danske handelsflåde, som et værn mod pirateri. Dansk Folkeparti vil som følge af det forøgede pirateri prioritere en oprustning af det danske søværn, hvis historiske rolle synes at have fået fornyet relevans, slutter Søren Espersen.
.

torsdag den 20. januar 2011

Veto mod optagelse af Rumænien og Bulgarien i Schengen 1. marts...

Venstres gruppe i Europa-Parlamentet opfordrer den danske regering til at nedlægge veto mod optagelse af Rumænien og Bulgarien i det Europæiske Schengen samarbejde, som bl.a. betyder afskaffelse af den stationære grænsekontrol. Planen er, at begge lande skal optages i Schengen til marts, men det er de slet ikke klar til, mener Venstre.

- Rumæniens præsident Traian Basescu indrømmede i går på et kabinetsmøde i Bukarest, at landet er bagefter med den planlagte justitsreform, som er forudsætningen for optagelse i Schengen.

Herudover er det åbenlyst, at ingen af de to lande har gjort tilstrækkeligt ved den omfangsrige korruption og organiserede kriminalitet, som hærger i landene. Det er alt for nemt for kriminelle at bestikke rumænske og bulgarske myndigheder, herunder politi.

Derfor vil det på nuværende tidspunkt være fuldstændigt uforsvarligt at optage de to lande i det åbne grænsesamarbejde. Det handler også om Danmarks indre sikkerhed, og derfor må regeringen trække i nødbremsen, siger Venstres gruppeformand i Europa-Parlamentet, Jens Rohde og påpeger, at Tyskland og Frankrig har lignende overvejelser.

EU´s indenrigsministre skal på rådsmødet den 24-25. februar diskutere Kommissionens evalueringsrapport om de to lande. Regeringen bør allerede nu sende et klart signal om, at man vil trække i nødbremsen.

- 1. marts er helt uacceptabelt, og det er slet ikke tid at sætte en ny dato endnu, siger Jens Rohde.
Schengen består i dag af 25 lande, herunder 22 EU-medlemmer. England, Irland, Rumænien, Bulgarien og Cypern står uden for samarbejdet. Uden for EU er Norge, Island og Schweiz optaget i Schengen.

.

tirsdag den 18. januar 2011

Specialuddannede politibetjente skal jage hadforbrydere...

Vi foreslår, at der oprettes en ny politienhed, som skal hjælpe med at opklare forbrydelser, hvor det er offerets religion, hudfarve eller seksualitet, som er årsag til forbrydelsen. Forslaget kommer efter oplysninger om, at antallet af hadforbrydelser mod danske jøder er stigende.

Hadforbrydelser rammer fuldstændig vilkårligt. Personer som er i fare udelukkende på grund af deres udseende eller overbevisning. Det er uacceptabelt,” siger SF’s ligestillingsordfører Kamal Qureshi.

Gerningsmænd slipper for billigt
Justitsministeriets offerundersøgelser vurderer, der hvert år er ca. 16.000 danskere, som udsættes for en voldelig hadforbrydelse. Men ved sidste opgørelse blev kun 10 gerningsmænd anklaget efter den den særlige paragraf, som medfører strafskærpelse, når der er tale om en hadforbrydelser.

Antallet af registrerede sager er langt fra dækkende for det antal af hadforbrydelser, der begås i Danmark. Manglende registrering betyder, vi ikke ved, hvor vi skal sætte ind, siger SF's Kamal Qureshi

Den centrale enhed skal have specialiseret personale, som yder rådgivning til politi og anklagemyndighed omkring efterforskning og forberedelse af retssager i forbindelse med hadforbrydelser.

.

lørdag den 15. januar 2011

Stop SU til udlændinge...

Uddannelsesordfører Marlene Harpsøe foreslår nu, at statens uddannelsesstøtte helt sløjfes til ikke-danske statsborgere. Det sker i lyset af, at udgifterne på kun otte år er fordoblet. Til gengæld vil Dansk Folkeparti droppe de af regeringen foreslåede besparelser på SU’en til hjemmeboende på ungdomsuddannelserne.

Der er ingen mening, at vi giver uddannelsesstøtte til udlændinge, mens de opholder sig i Danmark. Et er at vi stiller uddannelsespladser til rådighed for udlændinge – det kan der nok være fornuft i – men at vi ligefrem betaler udenlandske studerende for at optage pladser på uddannelserne fra danske elever, det er hul i hovedet, siger Marlene Harpsøe fra DF.

Venstres SU-ordfører, Sophie Løhde, har tidligere foreslået det samme, men er nu at dømme efter udtalelser i Jyllands-Posten tilsyneladende på tilbagetog.

Jeg tror det bliver meget vanskeligt at skelne mellem udenlandske statsborgere, der har boet i Danmark op til de begynder på deres uddannelse i Danmark, og udenlandske statsborgere, der kommer hertil for at studere. Vi kan lige så godt slå en streg i sandet og sige, at kun danske statsborgere får SU, siger Marlene Harpsøe fra DF.

Marlene Harpsøe mener til gengæld, at regeringens foreslåede besparelser på uddannelsesstøtte til ungdomsuddannelserne kan sløjfes.

Der er mange på ungdomsuddannelserne f.eks. i udkantsområderne, som har relativt store udgifter til transport, som SU’en blandt andet skal betale, så det er en rigtig dårlig idé at afskaffe det, som lidt hånligt kaldes cafépengene. Ved afskaffelsen af SU til udlændinge får vi et bidrag på omkring 300 mio. kr. til finansiering af regeringens SU-reform uden at det berører danske unge, og det bidrag synes jeg selvfølgelig vi skal tage med, siger Marlene Harpsøe.

.

fredag den 14. januar 2011

Tilbage til vækstsporet risikovillig kapital...

Det er glædeligt og til gavn for både samfundet og erhvervslivet, at der nu er indgået en aftale, der sikrer mere risikovillig kapital til iværksættere og små og mellemstore virksomheder, siger Venstres erhvervspolitiske ordfører Torsten Schack Pedersen.

Torsten Schack Pedersens udtalelse kommer efter, at økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen netop har indgået en aftale med F&P, ATP og LD om at stille mere risikovillig kapital til rådighed for mindre virksomheder med vækstpotentiale. I alt øges udbuddet af risikovillig kapital med op til 10 mia kr.

- Passive penge kommer nu ud at arbejde. Aftalen er med til at få Danmark tilbage på vækstsporet, skabe ny vækst og nye arbejdspladser – alt sammen noget, Danmark har brug for i den nuværende økonomiske situation, siger Torsten Schack Pedersen.
.