fredag den 1. april 2011

Nye PISA-tal udstiller regeringens svigt...

Ifølge en ny PISA-undersøgelse har 38% af de tosprogede elever i den danske folkeskole ikke tilstrækkelige læseevner til at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. . SF’s integrationsordfører Astrid Krag og skoleordfører Pernille Vigsø Bagge, er rystede og mener, der må investeres mere i folkeskolen, sikres to-lærerordninger, et loft på antallet af elever i klasserne og efteruddannelse til lærerne, for at rette op. . Astrid Krag udtaler: Den nye PISA-måling er dybt problematisk. Det er et kæmpe problem for integrationen, den enkeltes tilknytning til det danske samfund og vores arbejdsmarked i fremtiden. Det er mageløst, at undervisningsminister Troels Lund Poulsen nu siger, at der skal gøres noget. Man ved snart ikke, om man skal grine eller græde – der er tale om børn, der startede i skolen under den borgerlige regering. Nu kan vi ti år senere konstatere, at problemet stadig er massivt. Nu må der handling til og ikke mere bragesnak fra regeringen.” . Pernille Vigsø Bagge uddyber: Der er slet ikke sket nok. Regeringen har siddet på hænderne. Men i SF er vi klar til at trække i arbejdstøjet: vi foreslår et massivt løft af folkeskolen på 2 mia. årligt, der også vil komme de svageste elever til gode. Vi vil sætte ind med to-lærer-ordninger i dansk og matematik i 1., 2. og 3. klasse, et loft på maksimalt 24 elever i klasserne og efteruddannelse til lærere med boglige linjefag, som alle skal have dansk som andetsprog. Det er afgørende vi får vendt udviklingen, det er ikke nok med ord længere. Det må undervisningsministeren også forstå.” .

Ingen kommentarer: