onsdag den 18. maj 2011

Kræver tilbundsgående au pair undersøgelse...

Astrid Krag er skeptisk overfor integrationsminister Sørens Pinds forslag om, at pensionister skal have mulighed for få en au pair.


Astrid Krag udtaler: ”Det her risikerer at blive social dumping ad bagvejen – eller måske snarere ministerens hoveddør. Hvis ordningen bare skal levere arbejdskraft til den danske velfærdssektor, så er der virkelig tale om et lønpres.


Samtidig bliver det næsten kun en mulighed for pensionister med en pæn privat pensionsopsparing. Så vi risikerer, at underbetalt udenlandsk arbejdskraft skal levere ydelser til de mere velstillede pensionister. Hvis ikke en ordning skrues helt rigtigt sammen, så kan det komme til at se grimt ud.”

Astrid Krag vil have en evaluering af au pair-ordningen, før den evt. udvides.

Hun fortsætter: ”Der har været rigtigt mange eksempler på misbrug af au pair-ordningen. Jeg vil bede ministeren redegøre for, at en udvidelse ikke vil føre til social dumping. Jeg synes ikke, det er forsvarligt at udvide ordningen uden at have en solid evaluering. Ikke mindst skal vi være sikre på, at der er reelt er tale om kulturel udveksling og ikke bare import af underbetalt arbejdskraft.”


.

søndag den 3. april 2011

Danskkundskaber skal skabes i børnehaven...

- Debatten om tosprogede børns dårlige danskkundskaber er blusset op igen – igen. En netop offentliggjort rapport fra Pisa Etnisk viser, at tosprogede elever i Danmark klarer sig dårligere i skolen end tosprogede elever gør det i de øvrige nordiske lande.Og den debat kan godt undre mig al den stund, at Dansk Folkeparti længe har gjort opmærksom på problemet og har taget initiativ til, at gøre noget ved det, siger familieordfører René Christensen, Dansk Folkeparti’
- På foranledning af DF er der jo netop tirsdag 29. marts blevet godkendt L 125, som omhandler krav om, at børn i tre års alderen, der mangler sproglige færdigheder, skal have obligatorisk sprogundervisning og stimulering allerede i børnehaven, siger René Christensen.

Pisa-rapporten viser med al ønskelig tydelighed, at der er brug for at gribe ind nu og her. Det kan ikke nytte, at tosprogede børn ikke kan tale dansk, når de begynder i skolen.

- Det må da også være til glæde for børnene selv, at de kan begå sig i folkeskolen og dermed få mulighed for at videreuddanne sig. Derfor undrer det mig også, at Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti stemte imod forslaget om obligatorisk sprogstimulering og –undervisning fra børnehavealderen, siger René Christensen.

.

fredag den 1. april 2011

Nye PISA-tal udstiller regeringens svigt...

Ifølge en ny PISA-undersøgelse har 38% af de tosprogede elever i den danske folkeskole ikke tilstrækkelige læseevner til at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. . SF’s integrationsordfører Astrid Krag og skoleordfører Pernille Vigsø Bagge, er rystede og mener, der må investeres mere i folkeskolen, sikres to-lærerordninger, et loft på antallet af elever i klasserne og efteruddannelse til lærerne, for at rette op. . Astrid Krag udtaler: Den nye PISA-måling er dybt problematisk. Det er et kæmpe problem for integrationen, den enkeltes tilknytning til det danske samfund og vores arbejdsmarked i fremtiden. Det er mageløst, at undervisningsminister Troels Lund Poulsen nu siger, at der skal gøres noget. Man ved snart ikke, om man skal grine eller græde – der er tale om børn, der startede i skolen under den borgerlige regering. Nu kan vi ti år senere konstatere, at problemet stadig er massivt. Nu må der handling til og ikke mere bragesnak fra regeringen.” . Pernille Vigsø Bagge uddyber: Der er slet ikke sket nok. Regeringen har siddet på hænderne. Men i SF er vi klar til at trække i arbejdstøjet: vi foreslår et massivt løft af folkeskolen på 2 mia. årligt, der også vil komme de svageste elever til gode. Vi vil sætte ind med to-lærer-ordninger i dansk og matematik i 1., 2. og 3. klasse, et loft på maksimalt 24 elever i klasserne og efteruddannelse til lærere med boglige linjefag, som alle skal have dansk som andetsprog. Det er afgørende vi får vendt udviklingen, det er ikke nok med ord længere. Det må undervisningsministeren også forstå.” .

fredag den 18. marts 2011

SF stopper stalking...

Karina Lorentzen glæder sig over, at justitsministeren efter stort politisk pres nu indkalder partierne til en drøftelse om 'stalking'. Jeg er utrolig glad på vegne af de mange ofre, som oplever at få deres liv og hverdag ødelagt. Når man som jeg har mødt mennesker, der oplever at blive forfulgt nærmest døgnet rundt, og som modtager truende henvendelser, sms'er og telefonopkald til de ikke kan mere, men som ikke kan hente hjælp nogen steder, så forstår man virkelig, hvor alvorligt det her kan være, siger SF's retsordfører Karina Lorentzen.

Den politiske debat om stalking startede tilbage i 2009, hvor SF fremsatte et udførligt forslag i Folketinget. Det forslag førte til, at justitsministeren fik strafferetsplejeudvalget til at gennemgå den eksisterende lovgivning.

Vi kan selvfølgelig ikke fjerne problemet fuldstændig, men jeg har en række gode forslag til, hvordan vi kan komme ofrene til undsætning. Vi skal kriminalisere forhold, hvor politiet i dag er afskåret fra at gribe ind, og vi skal dømme til behandling. Ofrene for stalking skal sikres vilkår på linje med voldsofre, fx adgang til erstatning og psykologhjælp. Jeg tror på, at partierne er enige om, at der skal gøres noget på det her område. Derfor skal vi nok nå et godt resultat, siger SF's retsordfører Karina Lorentzen.

SF vurderer, at der hvert år er op imod 10.000 danskere, som oplever at blive forfulgt af en bekendt, en tidligere samlever eller en helt fremmed. Ofrene oplever usikkerhed og føler sig måske truet på livet, men kan i mange tilfælde ikke få hjælp hos politiet. SF ønsker derfor en ændring af straffeloven.

.

mandag den 7. marts 2011

Drop så den kampdag...

Vi har ikke brug for en Kvindernes Internationale Kampdag med traditionel dagsorden, ligestillingsordfører Pia Adelsteen. Vi har brug for en dag, hvor kvinder og mænd kæmper sammen om at have lige muligheder.

For mig at se har vi et altoverskyggende ligestillingsproblem, nemlig de indhyllede kvinder fra muslimske lande, som skal have samme rettigheder som vi vestlige kvinder har.

Og lad os så bare være ærlige: Kvinder i den vestlige verden er jo blevet det stærke køn.

Jeg har ikke kendskab til et eneste dansk hjem, hvor det er manden, der bestemmer. Kvinden bestemmer farven på væggen, møblernes udseende, om mandens sportspokal skal have lov at stå fremme og om de enorme 70’er-højttalere skal erstattes af et mindre og smartere musikanlæg.

Og er det ikke i hjemmet, det hele begynder..? Jeg er træt af, at kvindekamp og ligeret efterhånden kun handler om kvoter i bestyrelser. I øvrigt handler det jo også mere om særstilling end ligestilling.

Derfor er jeg også enig med Ligestillingsminister Lykke Friis (V), når hun siger, at Kvindernes Internationale Kampdag skal afløses af en kampdag for kvinders og mænds lige muligheder.

Så netop i lighedens navn kommer jeg nu med et beslutningsforslag om, at kommuner, regioner og stat ikke mere skal indstille én mand og én kvinde til råd, udvalg og andre offentlige poster. Der skal indstilles den person, som er mest kvalificeret slutte Pia Adelsteen fra DF.
.

tirsdag den 15. februar 2011

Stop for masseindvandring for udviklingsbistand...

VI kommer nu med et udspil, der skal sætte en stopper for den store udvandring fra Nordafrika, der finder sted lige nu.
Integrationsordføre, Peter Skaarup, reagerer således skarpt på den nye bølge af udvandrere, som i disse dage rammer den italienske ø, Lampedusa. Det er især tunesere, der oversvømmer den sydlige middelhavsø, der traditionelt virker som en magnet på udvandrere fra Nordafrika.

Italien har tidligere indgået aftaler med Libyen om at få begrænset folkevandringen fra Nordafrika, og vi vil derfor bede udenrigsminister Lene Espersen (K) rejse spørgsmålet om at koble EUs milliardstore udviklingsbistand til alle de nordafrikanske stater med, at disse lande forpligtiger sig til at tage vare på deres befolkninger derhjemme, siger Peter Skaarup (DF).

Den nye tilstrømning til EU af mennesker via Tunesien minder os nok engang om, at uroen i Mellemøsten altid rammer Europa med større eller mindre forsinkelse. Vi skal derfor have forhandlet nogle mekanismer på plads, der gør, at landene i Nordafrika og Mellemøsten får kanaliseret midler til at hjælpe med at skabe bedre forhold for deres egne borgere, så EU ikke rammes af folkevandringer, siger Peter Skaarup, som også vil rejse spørgsmålet overfor integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech.

Når EU i perioden 2011-2013 giver Tunesien ca. 2 milliarder kr i støtte, så må det være et rimeligt krav, at de til gengæld får styr på deres ydre grænser, slutter Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti.
.