lørdag den 22. januar 2011

Flåden skal sætte hårdt ind mod piraterne...

Søren Espersen, udtrykker fuld opbakning til den sydkoreanske flåde, der i en befrielsesaktion af et af sine skibe satte hårdt mod hårdt og befriede sit eget lands statsborgere fra en gruppe somaliske pirater.
Søren Espersen opfordrer den danske flåde til at følge i sydkoreanernes fodspor og sætte hårdt mod hårdt i kampen mod pirateriet bl.a. ved at affyre varselsskud mod piraterne. Samtidig vil vi have stationeret danske specialstyrker på særligt udsatte skibe, der påsejler Aden-bugten.

Jeg har med tilfredshed noteret mig, at den sydkoreanske flåde, i en befrielsesaktion vendt mod somaliske pirater, ved at gå til angreb på piraterne, fik befriet hele besætningen på et af sine skibe. Den fremgangsmåde vil givetvis gøre, at pirater vil afholde sig fra at forsøge at kapre et skib udstyret med det sydkoreanske flag en anden gang. Det er efter bedste overbevisning nødvendigt at sætte hårdt mod hårdt i forhold til de somaliske pirater, hvis fænomenet skal bringes til ophør, hvilket søværnet bør lade sig inspirere af, siger Søren Espersen.

Det om sig gribende pirateri i Aden-bugten og andre udsatte steder, bør være højt prioriteret i den aktivistiske danske udenrigspolitik. Vi vil derfor indgå i en drøftelse med regeringen om at opprioritere flådens generelle indsats i Aden-bugten. Samtidig stiller Dansk Folkeparti forslag om, at danske specialstyrker udstationeres på særligt udsatte danske handelsskibe, ligesom vi i øvrigt kender det fra den civile luftfart, hvor såkaldte air marshals er ombord på ruteflyene, siger Søren Espersen.

Den danske søværn blev oprindeligt etableret som en støtte til den danske handelsflåde, som et værn mod pirateri. Dansk Folkeparti vil som følge af det forøgede pirateri prioritere en oprustning af det danske søværn, hvis historiske rolle synes at have fået fornyet relevans, slutter Søren Espersen.
.

torsdag den 20. januar 2011

Veto mod optagelse af Rumænien og Bulgarien i Schengen 1. marts...

Venstres gruppe i Europa-Parlamentet opfordrer den danske regering til at nedlægge veto mod optagelse af Rumænien og Bulgarien i det Europæiske Schengen samarbejde, som bl.a. betyder afskaffelse af den stationære grænsekontrol. Planen er, at begge lande skal optages i Schengen til marts, men det er de slet ikke klar til, mener Venstre.

- Rumæniens præsident Traian Basescu indrømmede i går på et kabinetsmøde i Bukarest, at landet er bagefter med den planlagte justitsreform, som er forudsætningen for optagelse i Schengen.

Herudover er det åbenlyst, at ingen af de to lande har gjort tilstrækkeligt ved den omfangsrige korruption og organiserede kriminalitet, som hærger i landene. Det er alt for nemt for kriminelle at bestikke rumænske og bulgarske myndigheder, herunder politi.

Derfor vil det på nuværende tidspunkt være fuldstændigt uforsvarligt at optage de to lande i det åbne grænsesamarbejde. Det handler også om Danmarks indre sikkerhed, og derfor må regeringen trække i nødbremsen, siger Venstres gruppeformand i Europa-Parlamentet, Jens Rohde og påpeger, at Tyskland og Frankrig har lignende overvejelser.

EU´s indenrigsministre skal på rådsmødet den 24-25. februar diskutere Kommissionens evalueringsrapport om de to lande. Regeringen bør allerede nu sende et klart signal om, at man vil trække i nødbremsen.

- 1. marts er helt uacceptabelt, og det er slet ikke tid at sætte en ny dato endnu, siger Jens Rohde.
Schengen består i dag af 25 lande, herunder 22 EU-medlemmer. England, Irland, Rumænien, Bulgarien og Cypern står uden for samarbejdet. Uden for EU er Norge, Island og Schweiz optaget i Schengen.

.

tirsdag den 18. januar 2011

Specialuddannede politibetjente skal jage hadforbrydere...

Vi foreslår, at der oprettes en ny politienhed, som skal hjælpe med at opklare forbrydelser, hvor det er offerets religion, hudfarve eller seksualitet, som er årsag til forbrydelsen. Forslaget kommer efter oplysninger om, at antallet af hadforbrydelser mod danske jøder er stigende.

Hadforbrydelser rammer fuldstændig vilkårligt. Personer som er i fare udelukkende på grund af deres udseende eller overbevisning. Det er uacceptabelt,” siger SF’s ligestillingsordfører Kamal Qureshi.

Gerningsmænd slipper for billigt
Justitsministeriets offerundersøgelser vurderer, der hvert år er ca. 16.000 danskere, som udsættes for en voldelig hadforbrydelse. Men ved sidste opgørelse blev kun 10 gerningsmænd anklaget efter den den særlige paragraf, som medfører strafskærpelse, når der er tale om en hadforbrydelser.

Antallet af registrerede sager er langt fra dækkende for det antal af hadforbrydelser, der begås i Danmark. Manglende registrering betyder, vi ikke ved, hvor vi skal sætte ind, siger SF's Kamal Qureshi

Den centrale enhed skal have specialiseret personale, som yder rådgivning til politi og anklagemyndighed omkring efterforskning og forberedelse af retssager i forbindelse med hadforbrydelser.

.

lørdag den 15. januar 2011

Stop SU til udlændinge...

Uddannelsesordfører Marlene Harpsøe foreslår nu, at statens uddannelsesstøtte helt sløjfes til ikke-danske statsborgere. Det sker i lyset af, at udgifterne på kun otte år er fordoblet. Til gengæld vil Dansk Folkeparti droppe de af regeringen foreslåede besparelser på SU’en til hjemmeboende på ungdomsuddannelserne.

Der er ingen mening, at vi giver uddannelsesstøtte til udlændinge, mens de opholder sig i Danmark. Et er at vi stiller uddannelsespladser til rådighed for udlændinge – det kan der nok være fornuft i – men at vi ligefrem betaler udenlandske studerende for at optage pladser på uddannelserne fra danske elever, det er hul i hovedet, siger Marlene Harpsøe fra DF.

Venstres SU-ordfører, Sophie Løhde, har tidligere foreslået det samme, men er nu at dømme efter udtalelser i Jyllands-Posten tilsyneladende på tilbagetog.

Jeg tror det bliver meget vanskeligt at skelne mellem udenlandske statsborgere, der har boet i Danmark op til de begynder på deres uddannelse i Danmark, og udenlandske statsborgere, der kommer hertil for at studere. Vi kan lige så godt slå en streg i sandet og sige, at kun danske statsborgere får SU, siger Marlene Harpsøe fra DF.

Marlene Harpsøe mener til gengæld, at regeringens foreslåede besparelser på uddannelsesstøtte til ungdomsuddannelserne kan sløjfes.

Der er mange på ungdomsuddannelserne f.eks. i udkantsområderne, som har relativt store udgifter til transport, som SU’en blandt andet skal betale, så det er en rigtig dårlig idé at afskaffe det, som lidt hånligt kaldes cafépengene. Ved afskaffelsen af SU til udlændinge får vi et bidrag på omkring 300 mio. kr. til finansiering af regeringens SU-reform uden at det berører danske unge, og det bidrag synes jeg selvfølgelig vi skal tage med, siger Marlene Harpsøe.

.

fredag den 14. januar 2011

Tilbage til vækstsporet risikovillig kapital...

Det er glædeligt og til gavn for både samfundet og erhvervslivet, at der nu er indgået en aftale, der sikrer mere risikovillig kapital til iværksættere og små og mellemstore virksomheder, siger Venstres erhvervspolitiske ordfører Torsten Schack Pedersen.

Torsten Schack Pedersens udtalelse kommer efter, at økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen netop har indgået en aftale med F&P, ATP og LD om at stille mere risikovillig kapital til rådighed for mindre virksomheder med vækstpotentiale. I alt øges udbuddet af risikovillig kapital med op til 10 mia kr.

- Passive penge kommer nu ud at arbejde. Aftalen er med til at få Danmark tilbage på vækstsporet, skabe ny vækst og nye arbejdspladser – alt sammen noget, Danmark har brug for i den nuværende økonomiske situation, siger Torsten Schack Pedersen.
.