mandag den 30. november 2009

SF vil stoppe arbejdsløse på jobsøgningskursus...


SF’s arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen vil give i stedet ledige ret til at kræve bedre hjælp til at komme ud af arbejdsløshed. Nye tal fra ugebrevet A4 viser, at kun 29% af de ledige oplever, at et jobsøgningskursus har bragt dem nærmere et job.

- ”Den hovedløse offentlige finansiering af mange ubrugelige jobsøgningskurser hos private firmaer må høre op. En stor del af kurserne består i at drikke kaffe, finde sin ’indre fugl’ eller lære at lægge 7-kabale på computer. Vi vil sætte en stopper for dét spild af de arbejdsløses tid og skatteydernes penge”, siger Eigil Andersen, SF’s arbejdsmarkedsordfører.
Vi mener, at aktiveringen skal tilpasses den enkelte person langt mere. I stedet for at tvinge alle på jobsøgningskusus, skal den enkelte arbejdsløse i stedet have ret til at vælge mellem følgende tre muligheder som sin første aktivering:

- Uddannelse / efteruddannelse
- Arbejde: Aktivering eller job på en arbejdsplads
- Hjælp til jobsøgning

- ”Skal vi øge kvaliteten af den hjælp, de ledige får til at komme i arbejde, må de naturligvis have ret til at fravælge dårlige kurser. Det vil Vi gøre ved at give ledige mulighed for frit at vælge mellem efteruddannelse, aktivering på en arbejdsplads eller større hjælp til jobsøgning”, udtaler Eigil Andersen.

- ”De borgerlige plejer jo at være begejstrede for valgfrihed og kvalitetssikring, så jeg regner da med, at beskæftigelsesminister Inger Støjberg bakker op om ideen. Eller vil regeringen blive ved med at suspendere sine normale krav til offentlige ydelser, blot fordi private firmaer tjener tykt på dem?”, slutter SF’s Eigil Andersen.

Ministeren har hidtil afvist alle ideer til at højne kvaliteten af jobsøgningskurserne, da hun mener kurserne har en god effekt med hensyn til at få ledige i arbejde.

onsdag den 25. november 2009

Klimaforskningscenter invies i Grønland...


Med få uger til FN's klimatopmøde bliver det nye "klimauniversitet" eller forskningscenter i dag indviet i Grønland, hvor klimaforandringerne kan studeres lige uden for døren.

Videnskabsminister Helge Sander blev forhindret i selve åbningen på grund af tekniske problemer med flyet fra København til Sdr. Strømfjord.

Danmark og Grønland fejrer åbningen af det ny klimaforskningscenter i Nuuk. Centeret skal især beskæftige sig med effekterne af klimaforandringerne for både natur og samfund.

– De arktiske egne er særlig udsat, når det gælder klimaændringer, og i Grønland er de allerede synlige. Derfor er det oplagt at placere en del af vores klimaforskningsinitiativer her, siger Helge Sander, der tidligere på dagen måtte aflyse sin deltagelse i den officielle åbning, da flyet fra Kastrup til Sdr. Strømfjord fik tekniske problemer og ikke kom afsted.

– Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at jeg ikke fik mulighed for i dag at ønske det Grønlandske Selvstyre og forskerne tillykke med det nye "klimauniversitet", siger Helge Sander.
Klimaforskningscenteret er placeret som en del af Grønlands Naturinstitut i Nuuk og ledes af professor Søren Rysgaard. De første ni konkrete forskningsprojekter er allerede igangsat. Nogle af overskrifterne er: Klimaeffekter på landbaserede økosystemer og de levende ressourcer i Grønland, satellitovervågning af de grønlandske farvande og gletsjernes rolle i kystnære områder.

En kortlægning af klimaforskningen har dokumenteret, at dansk klimaforskning udgør et lille men internationalt anerkendt forskningsfelt, da forskningen ofte citeres i internationale forskerkredse.

Med finanslovsaftalen for 2010 er der i alt fra Danmark tilvejebragt de 75 mio. kroner, som var forudsætningen for beslutningen om centerets oprettelse. Grønlands Selvstyre bidrager i form af boliger, kontorer og sekretariatsbistand.

tirsdag den 17. november 2009

Børnechecken stopper ved 15 år...Åbner nu for junior-SU..


”Det har aldrig været hensigten at knytte børnechecken specifikt til uddannelse. Det ligger ikke i aftalen. Bertel Haarder taler derfor på egne vegne.” Det siger den konservative formand for Uddannelsesudvalget, Charlotte Dyremose, i en kommentar til, at undervisningsminister Bertel Haarder (V).

Som nu åbner for, at børnechecken til unge over 15 år kan blive lavet om til uddannelsesstøtte - en slags ”junior-SU.”

”For Konservative er det afgørende, at man også kan modtage den nye ydelse, hvis man er i arbejde, på højskole eller er i gang med en anden udviklende aktivitet. Og det er mindst lige så afgørende for os, at det også skal gælde i de tilfælde, hvor man ikke er i gang med noget, men hvor den unge selv eller forældrene arbejder konstruktivt på at komme det,” siger Charlotte Dyremose og fortsætter:

”Det er en konservativ betingelse, at det kun er i de tilfælde, hvor forældrene kan, men ikke vil, samarbejde, at man kan fjerne børnechecken. Det er også en konservativ betingelse, at hvis årsagen til manglende samarbejde f.eks. er sociale problemer i familien, så skal familien ikke trues på børnechecken, men i stedet have den nødvendige hjælp af andre instanser.”

Charlotte Dyremose understreger, at det ”ikke er regeringens opgave at tvinge de unge i uddannelse. Det er regeringens opgave at give kommunerne de nødvendige redskaber til at sikre, at alle unge bedst muligt hjælpes i gang med at lave noget konstruktivt.”

mandag den 16. november 2009

Kvinder og seksuelt overførte sygdomme...


"Hvis vi skal bekæmpe sultproblemerne effektivt, så må vi kæmpe for, at vores fattige medsøstre får de samme rettigheder og muligheder, som vi i den vestlige verden nyder i dag.”
Det siger den konservative udviklingsordfører Helle Sjelle, som i disse dage deltager i FN’s Fødevaretopmøde i Rom.

"Det handler bl.a. om, at kvinderne skal have adgang til oplysning og familieplanlægning, så de får en reel mulighed for at vælge hvor mange børn, de vil have, med hvem og hvornår. Desuden skal de have bedre mulighed for at beskytte sig selv mod seksuelt overførte sygdomme for bl.a. at forhindre den store mødredødelighed,” siger Helle Sjelle.
Det handler også om, at kvinderne får mulighed for at eje og udvikle deres landbrug, for netop kvinderne står for størstedelen af fødevareproduktionen i mange af udviklingslandene.

”Kvinderne har dermed en nøgleposition i udviklingen af de fattigste lande og i bekæmpelsen af sult. Det er dem, der ofte holder sammen på familien, passer børnene og arbejder i marken. Derfor er det vigtigt, at de får redskaber og rettigheder, som giver dem bedre muligheder for at uddanne sig, arbejde og tage del i lokalsamfundets udvikling og dermed bedre mulighed for at bekæmpe fattigdom og sult,” siger Helle Sjelle og fortsætter:

”Begge dele er områder, hvor vi fra dansk side kan og bør bidrage med stor know-how. Derfor er det også kun naturligt, at Danmark i den fremtidige udviklingsbistand fokuserer og investerer mere i kvinders rettigheder og deres muligheder for at have eget landbrug." Afslutter konservative udviklingsordfører Helle Sjelle.

søndag den 15. november 2009

Slik indeholder farlige stoffer...Børn som forsøgskaniner...


SF vil have farlige farvestoffer ud af fødevarer og opfordrer fødevareministeren til, at iværksætte en plan for en total udfasning af skadelige farvestoffer, som desuden er helt overflødige.

Farlige farvestoffer i fødevarer - også kendt som azofarvestoffer - er påvist skadelige, alligevel findes de i fortsat i mange fødevarer. Farvestofferne medfører hyperaktiv adfærd for børn. En adfærd der gør det sværere for det enkelte barn at deltage i social samvær og i helt almindelig skolegang.
-Stofferne burde forlængst være forbudt, men her har bl.a. fødevareministeren valgt at sidde diverse eksperters råd overhørig, og derfor findes farvestofferne fortsat i disse fødevarer. I går besluttede EU's fødevareagentur så, at skærpe kravene til stofferne. Det hilser vi velkommen, omend det er alt for lidt og alt for sent, udtaler SFs forbrugerordfører Pia Olsen Dyhr

I virkeligheden burde azofarvestofferne helt forbydes, hvilket også er tilfældigt i USA og Canada, hvilket tidligere også var tilfældet i Sverige.

At vi bruger vores børn som forsøgskaniner er helt uacceptabelt, hvilket heldigvis også hovedparten af danske producenter forlængst har anerkendt. Nu bør fødevareministeren også få øjnene op, og få udfaset farvestofferne helt.

Vi forældre skal gang på gang selv være udstyret med en liste over diverse farlige stoffer når vi køber ind, så vi sikrer vores børn. Det burde være omvendt, således at producenter skal påvise, at produktet er sikret før de overhovedet får lov til at sælge fødevaren til os, afslutter Pia Olsen Dyhr (SF)

torsdag den 5. november 2009

Fødevarekontrollen...Det bedst opnåellige resultat...


Om styrkelse af fødevarekontrollen: Det bedst opnåelige resultat
Formanden for Folketingets Fødevareudvalg og fødevareordfører for Dansk Folkeparti, René Christensen, jubler ikke ligefrem over den aftale som i dag er indgået med alle Folketingets partier, der er en del af fødevareforliget, om styrkelse af fødevarekontrollen.

Det er en forbedring i forhold til den nuværende situation, men vi ville gerne have gjort mere. Vi vil gerne have haft flere af de store gode kontrolbesøg, hvor der er tid til virkelig at undersøge virksomhederne. Disse besøg kan afdække svig og svindel – det er langt vanskeligere ved rutinebesøgene, men det var der ikke opbakning til i forligsgruppen.

René Christensen hæfter sig dog ved, at der tilføres 4,8 millioner kroner til flere kontrolbesøg.

Det er også positivt, at vi får mulighed for at give større bøder. Førhen blev slagterafdelingen i SuperBest betragtet som en virksomhed – fremover skal hele butikken opfattes som en virksomhed, dermed gives større bøder, fordi bøderne afhænger af omsætningen.

- Jeg er også glad for, at vi fik forhindret nedskæringer på kioskområdet.. Jeg har indtryk af, at især nogle af indvandrerkioskerne ikke overholder reglerne og pludselig har et helt andet sortiment end det man egentlig kontrolleres på baggrund af, siger René Christensen

René Christensen understreger dog, at han mener, at der er behov for at forbedre it-forholdene for Fødevarestyrelsen, så de kan være online under besøgene.

- Det vil betyde en stor effektivisering. Derfor har jeg afleveret et ønske til finanslovsforhandlingerne om at finde i størrelsesordnen 10 mio. kr. til forbedring af Fødevarestyrelsens IT, så vi kan få mere effektive besøg og dermed mere for pengene, siger René Christensen.

S,SF,R har indgået forlig om Grøn-IT...184mio.kr årligt over 3 år...

Det er virkelig en sejr for SF, S og R, at vi har kunnet opnå et forlig med regeringen, der har tydelige grønne fingeraftryk, der peger i den rigtige klimavenlige retning og samtidig styrker anvendelsen af IT.
Der er med stor tilfredshed, at SF, S og radikale har indgået forlig med regeringen om udmøntning af UMTS-provenuet 2010-2012.

”Som forsknings- og IT-ordfører for SF er jeg specielt glad for, at forliget kommer til at betyde en politisk vitaminindsprøjtning, bl.a. i forskning på informations- og kommunikationsteknologi med 45 mio. kr. i 20l0, og 40 mio. kr. i både 2011 og 2012”, udtaler SF’s IT- og forskningsordfører Hanne Agersnap.

Til en styrkelse af danskernes basale IT-færdigheder er der aftalt 12 mio. kr. årligt i 2010-2012, som skal bruges til at opprioritere danskernes digitale færdigheder, som er helt nødvendige for at få alle grupper i samfundet med i udviklingen af et digitaliseret Danmark.

”Der er stadig 40% af danskerne, der står udenfor, når det gælder basale it-færdigheder. Det er et alvorligt problem, og derfor er jeg meget glad for, at vi har prioriteret og målrettet investeringer til området. Der er afsat midler til både informations- og undervisningsdelen, ligesom vi har sat fokus på socialt udsatte grupper såvel som handikappede borgere. Alle danskere har brug digital dannelse”, siger Socialdemokraternes It-ordfører, Yildiz Akdogan
Der afsættes i aftalen 8 mio. kr. i hvert af årene 20l0-2012 til et videncenter for grøn IT. Centeret har bl.a. til formål at fremme offentlige myndigheders anvendelse af IT til at sænke klimabelastningen, øge IT-løsningers grønne-kvalitet og fremme anvendelsen af grønne IT-løsninger gennem informationstilag.

”IT er en af Danmarks store vækstmotorer. Med UMTS-forliget får IT også styrket sin rolle i kampen mod klimaforandringer. Det gælder både intelligente løsninger til at nedbringe energiforbruget og grønne lavenergi-produkter på IT-området. Dermed er grundstenen lagt til et nyt vækstområde for Dansk IT”, fremhæver Morten Østergård, Radikale.
Desuden er det aftalt, at der årligt skal afgives en skriftlig redegørelse til teleforligskredsen om fremdriften i initiativerne afsat til IKT-initiativ

”Det er virkelig en sejr for S, SF og radikale, at vi har kunnet opnå et forlig med regeringen, om de 184 mio. kr. årligt over 3 år, der peger i den rigtige klimavenlige retning og samtidig styrker anvendelsen af IT”, slutter de 3 ordførere.

onsdag den 4. november 2009

Svenskerne udvander energimærkningen...


Der er brug for energimærkning af el-apparater – som det vi kender fra køleskabe med A+, B, C osv. – så forbrugerne nemt kan vælge de apparater der bruger mindst strøm.

På mødet i går i EU chokerede det svenske formandskab alle ved at støtte et mindretal af medlemslandenes forsøg på at udvande ordningen efter pres fra industrien. De vil således indføre helt op til A++++, hvilket skaber enorm forvirring hos forbrugerne. Er A++ så godt eller dårligt?

”Energimærker skal vejlede forbrugeren og ikke vildlede. Det kræver at det er let for den enkelte at gennemskue – og disse mange ++++ gør det helt ugennemskueligt for den enkelte. Vi skal have ryddet op i den jungle, så det bliver lettere for den enkelte forbruger at træffe det rigtige valg”, udtaler SF’s forbrugerordfører Pia Olsen Dyhr.

”Det svarer til at give alle deltagerne ved OL en guldmedalje. Connie Hedegaard må se at få fat i sin svenske kollega og få energimærkningen tilbage på rettet spor”, udtaler SF’s energiordfører Anne Grete Holmsgaard.

”Det er både godt for forbrugernes pengepung og klimaet at lave energimærkning. Men ordningen skal sikre at virksomhederne kæmper om at blive de bedste til at lave energirigtige produkter. Det kræver en stram og gennemskuelig ordning med mærkning fra A-G, hvor kun de bedste får et A-mærke”, udtaler SF’s medlem af forbrugerudvalget i EU-parlamentet.

mandag den 2. november 2009

Alzheimer og demente er i voldsom vækst...Lider under den frygtede hjernesygdom...


Alzheimerforeningen frygter, at antallet af demente er i voldsom vækst og allerede om 10 år vil udgøre mere end 100.000 danskere. Der er næsten tale om en fordobling i forhold til Sundhedsstyrelsens opgørelse fra 2008, hvor styrelsen satte antallet af demente i Danmark til cirka 56.000.

Den eksplosive stigning vil fortsætte og ifølge Alzheimerforeningen betyde, at 178.000 har sygdommen i 2040.

- Det er skræmmende tal, siger ordfører for handicapområdet Tina Petersen, MF Dansk Folkeparti.

Alzheimerforeningen vurderer, at der kommer mellem 14.000 og 15.000 nye tilfælde af demens hvert år. Men det er ikke kun de demente, der lider under den frygtede hjernesygdom. 400.000 danskere har en dement i familien.

Hvis ikke vi gør noget nu, vokser problemet os over hovedet. Vi kan ganske enkelt ikke have, at så mange tusinde danskere bliver enten ramt eller påvirket af Demens, siger Tina Petersen.
Derfor kræver hun handling. Og det kan kun gå for langsomt.
- Dansk Folkeparti fremsatte 7. oktober 2009 forslag til folketingsbeslutning om en national handlingsplan om demens. Forslaget bliver behandlet allerede 10. november i folketingssalen. Her er det målet at sikre, at en handlingsplan på demensområdet kan ligge klar senest 1. august 2010.

- Dermed er der lagt op til at 2010 bliver året, hvor vi for alvor får grebet fat i den alvorlige sygdom, siger Tina Petersen. En national handlingsplan om demente skal leveres af en arbejdsgruppe, som blandt andet skal indsamle udenlandske erfaringer og sammenholde dem med den danske forskning, der findes på området.

- Målet er naturligvis at give demente den bedst mulige behandling og pleje, slutter Tina Petersen.