tirsdag den 17. november 2009

Børnechecken stopper ved 15 år...Åbner nu for junior-SU..


”Det har aldrig været hensigten at knytte børnechecken specifikt til uddannelse. Det ligger ikke i aftalen. Bertel Haarder taler derfor på egne vegne.” Det siger den konservative formand for Uddannelsesudvalget, Charlotte Dyremose, i en kommentar til, at undervisningsminister Bertel Haarder (V).

Som nu åbner for, at børnechecken til unge over 15 år kan blive lavet om til uddannelsesstøtte - en slags ”junior-SU.”

”For Konservative er det afgørende, at man også kan modtage den nye ydelse, hvis man er i arbejde, på højskole eller er i gang med en anden udviklende aktivitet. Og det er mindst lige så afgørende for os, at det også skal gælde i de tilfælde, hvor man ikke er i gang med noget, men hvor den unge selv eller forældrene arbejder konstruktivt på at komme det,” siger Charlotte Dyremose og fortsætter:

”Det er en konservativ betingelse, at det kun er i de tilfælde, hvor forældrene kan, men ikke vil, samarbejde, at man kan fjerne børnechecken. Det er også en konservativ betingelse, at hvis årsagen til manglende samarbejde f.eks. er sociale problemer i familien, så skal familien ikke trues på børnechecken, men i stedet have den nødvendige hjælp af andre instanser.”

Charlotte Dyremose understreger, at det ”ikke er regeringens opgave at tvinge de unge i uddannelse. Det er regeringens opgave at give kommunerne de nødvendige redskaber til at sikre, at alle unge bedst muligt hjælpes i gang med at lave noget konstruktivt.”

Ingen kommentarer: