onsdag den 21. juli 2010

Alle hjertepatienter skal sikres hurtig udredning....

Det er helt uacceptabelt, at tusindvis af hjertepatienter er tvunget til at vente i op til 10 måneder for at blive undersøgt. SF kræver, at alle hjertepatienter fremover sikres hurtig udredning og effektivt diagnoseforløb.

Det er dybt beklageligt og helt uacceptabelt, at mange hjertesyge danskere skal vente i månedsvis på at komme til undersøgelse – og hver dag lever med angst og uvished. De frygter forståeligt for deres liv, og derfor skal de sikres udredning indenfor en måned,” siger sundhedsordfører Jonas Dahl.

Regeringen har indført ufinansierede hjertepakker for fire grupper af dødelige hjertesygdomme. Dermed har regionerne selv skulle finde pengene til implementeringen af hjertepakkerne. Og det er gået ud over de hjertepatienter, der ikke er sikret en ”pakkeløsning” og ofte må vente i mange måneder, før de kan blive undersøgt.

Ansvaret for hjertepatienternes lange ventetid ligger primært hos regeringen. Det er jo forventeligt, at der opstår problemer, når der ikke følger penge med til implementeringen af regeringens hjertepakker til udvalgte hjertepatienter. Det vil desværre gå ud over de resterende hjertepatienter, der kommer bagerst i køen, fastslår Jonas Dahl.

SF og S har i deres skatte- og velfærdsudspil ”Fair Forandring” afsat 3,1 mia. kroner til hurtigere og bedre behandling på sygehusene. Disse penge skal bl.a. gå til at sikre hurtig behandling af hjertepatienter, når udredningen er på plads.

Ved at tilføre hjerteområdet flere økonomiske ressourcer er det muligt at øge kapaciteten til bl.a. ekkokardiografi, som der er hårdt brug for. På den måde vil det blive muligt, at flere læger og sygeplejersker kan arbejde udenfor normalt arbejdstid og dermed nedbringe ventetiden, slutter Jonas Dahl.
.

Ingen kommentarer: