torsdag den 6. august 2009

Mobilen tager danskerna med, når de rejser ud...


To tredjedele af danskerne med mobiltelefon tager telefonen med, når de besøger udlandet.
– Danskerne vil meget gerne bruge mobilen, når de er i udlandet. Derfor er det vigtigt og positivt, at vi med EU's nye regler har fået betydeligt lavere priser for at bruge mobiltelefonen i andre EU-lande, siger videnskabsminister Helge Sander.

Danmarks Statistik har for Videnskabsministeriet undersøgt danskernes brug af mobiltelefonen i udlandet. Af de adspurgte med mobiltelefon siger 63 procent, at de inden for det sidste år har haft en mobiltelefon med til udlandet.

Af de, der har haft en mobiltelefon med til udlandet, siger 10 procent, at det var en arbejdsmobiltelefon, 78 procent har haft deres private mobiltelefon med. De sidste 12 procent havde både en privat- og en arbejdstelefon med.

Af de, der har haft en mobiltelefon med til udlandet inden for de sidste tre måneder, anvendte 75 procent mobiltelefonen til at foretage opkald eller modtage opkald. 85 procent sendte sms- eller mms-beskeder.

EU vedtog i juni en ny forordning vedrørende mobiltelefoni. Den betyder, at priserne for at bruge mobiltelefonen mellem EU-lande er faldet. For eksempel er prisen for at sende sms fra et andet EU-land til Danmark faldet fra cirka 2,50 kr. til omkring 1 kr. her i sommer.
.

Ingen kommentarer: