tirsdag den 11. marts 2008

Ønsker klimaministeren ind i sag om optimering af lyssignaler


Klima- og energiordfører, Morten Messerschmidt, reagerer med begejstring på en ny undersøgelse fra vejdirektoratet, der viser, at danske bilister kan spare ni millioner timer på vejene og 19 millioner liter brændstof årligt, hvis der blev skabt flere samarbejdende lyskryds. På den baggrund beder Morten Messerschmidt klimaminister Connie Hedegaard engagere sig i sagen.

- Vejdirektoratets undersøgelse viser, at der er et stort besparelsespotentiale i bedre trafikregulering. I de just overståede energiforhandlinger var netop energibesparelser et væsentligt tema. En mere intelligent trafikstyring synes at kunne være det columbusæg, vi alle har efterlyst. Den megen spildtid på de danske veje, der skyldes forældede trafiklys, belaster helt unødigt både bilister og miljøet med 19 millioner liter benzin årligt, hvilket ifølge rapporten svarer til en milliard kroner. Det må vi ganske enkelt gøre noget for at forbedre, siger Morten messerschmidt Dansk folkeparti, der vil have ministeren til at tage sagen op i forligskredsen.

- Ifølge undersøgelsen vil en samordning af trafiklysene koste 40 mio. kroner. Det er småpenge i forhold til de store summer, vi bruger på vedvarende energiformer. Og i modsætning til mange andre investeringer, vil borgerne såvel som miljøet kunne mærke direkte forbedringer i form af nedsat benzinforbrug. Samfundsøkonomisk opgjort giver det en tilbagebetalingstid på 18 dage – eller en forrentning på 2000 procent det første år, refererer Morten messerschmidt, der vil anmode Connie Hedegaard om at igangsætte denne mulighed for store besparelser inden topmødet i 2009.

Ingen kommentarer: