torsdag den 12. juni 2008

God indlæring vigtigere end rummelighed


"Kun hvis folkeskolen rummer forskellige tilbud, kan den rumme de fleste børn. Derfor bakker Konservative fuldt ud op om undervisningsministerens forslag om bedre mulighed for holddeling i Folkeskolen." Det siger uddannelsesordfører Charlotte Dyremose (K). Hun peger på, at i dag får hverken de bogligt dygtigste eller dårligste elever niveausvarende undervisning, fordi der er i folkeskolen i dag ikke er mulighed for reel niveaudeling.

"I dag skal man en faglig fællesnævner, der tilgodeser de fleste børn. Men dermed svigter vi både de bogligt dygtigste og dårligste elever – og rummelighedsbegrebet udhuler sig selv," siger Charlotte Dyremose og fortsætter:

"Desværre modsætter Socialdemokraterne sig fortsat at genindføre niveaudelingen i folkeskolen ud fra devisen, formuleret af Ritt Bjerregaard i hendes tid som undervisningsminister: "Hvad alle ikke kan lære, skal ingen lære." Derfor er eneste mulighed at gøre folkeskolen mindre rummelig og give de bogligt dygtigste og dårligste andre tilbud."

Charlotte Dyremose (K) understreger, at hun som udgangspunkt ønsker at fastholde den rummelige folkeskole.

"Folkeskolen er hele samfundets mødested og det fælles grundlag for alle danskere. Ideelt set bør den derfor rumme langt de fleste. Men hvis skolen bliver så rummelig, at det går ud over indlæringen, så må den gode indlæring for de fleste vægte højest."

Ingen kommentarer: