torsdag den 21. januar 2010

Forbyd sms lån og sæt loft over renten på forbrugslån...


Vi hilser de konservatives forslag om at stramme reglerne omkring forbrugslån velkommen. Forslaget lægger sig tæt op af SFs linje på området. Dog er det kritisabelt, at de Konservative ikke vil være med til at forbyde sms lån eller som et minimum stille krav om skriftlige underskrifter på alle låne-dokumenter. Vi vil have loft over renten og hurtig-lån ud, ganske enkelt for at beskytte forbrugerne siger Pia Olsen Dyhr(SF)

”Vi vil meget gerne være med til at sikre forbrugerne mod låneudbydernes grådighed. Det er vigtigt at de danske forbrugere ikke havner i gældsfælder, hvor de betaler op mod flere hundrede procent i rente. Så SF ønsker, at hurtig-lån forbydes, og indtil det er muligt, så bør vi indføre samme regelsæt som tyskerne, hvor man stiller krav om skriftlige underskrifter på alle låne-dokumenter. Hermed gør vi det umuligt at låne med et hurtigt klik på mobilen - uden fortrydelsesret, hvor mange især unge falder i fælden ” udtaler SF forbrugerordfører Pia Olsen Dyhr.

Det er glædeligt at de Konservative har fået øjnene op for problemet, men der skal mere til, hvis forbrugerne skal sikres. SF vil derfor stramme skruen, så forbrugernes sikkerhed styrkes. Denne slags lånetyper appellerer til og bundefanger mennesker, der allerede står i en svær situation, og derfor skal vi også have et loft over renten. SF foreslår et loft over renten på diskontoen plus 25%”.

”Vi politikere skal selvfølgelig ikke bestemme, hvorvidt folk skal låne penge ej, eller hvordan de gør det, men vi skal sikre den enkelte forbruger nogle gode og ordentlige vilkår. Vi skal i højere grad have adskilt lån og forbrug for at sikre forbrugerne”, slutter Pia Olsen.
.

Ingen kommentarer: