tirsdag den 4. maj 2010

Grøn og varig beskæftigelse for udkantspenge

Knap halvdelen af den støtte, EU giver til udviklingen af udkantsområderne, uddeles forkert. Det er resultatet af den stikprøvekontrol, som den europæiske revisionsret netop har offentliggjort.

Det er uacceptabelt med så høj en fejlprocent. Jeg har derfor i dag drøftet sagen med finansministeren, og vi er enige om, at der skal indkaldes til et møde med de ansvarlige ministerier. Det er blandt andet Økonomi- og Erhvervsministeriet, Fødevareministeriet og Inderigsministeriet, som forvalter EU-støttemidler i Danmark. Her må vi drøfte, hvordan vi i fremtiden kan sikre, at midlerne gives til de formål, de politisk er tænkt til, siger Jens Rohde, gruppeformand for Venstre i Europa-Parlamentet.

Størstedelen af fejludbetalingerne skyldes, at de projekter, som har fået støtte, faktisk ikke lever op til de helt specifikke krav, der stilles til dem fra EU. For Danmarks vedkommende er de krav skabelse af ny økonomisk vækst i yderområder, som er ramt af tab af industriarbejdspladser og konkurrenceevne.

Hvis vi får styr på udbetalingerne, så kan vi få kanaliseret pengene hen til de projekter, der rent faktisk er berettigede, fordi de opfylder kravene om øget vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse. Jeg mener, at vi skal investere i skabelse af varige, grønne arbejdspladser. Det vil gavne både miljøet og økonomien, slutter Jens Rohde.
.

Ingen kommentarer: