onsdag den 11. august 2010

Landsdækkende hjælp til skæve eksistenser under indlæggelse...

Socialt udsatte alkohol- og stofmisbrugere med tunge sociale problemer indlægges langt hyppigere på hospitalet. Ofte føler de sig nedladende behandlet og får ikke den nødvendige hjælp, mens personalet oplever de mest udsatte patienter som svære at håndtere i en travl hverdag.

Konservatives social- og sundhedsordfører Vivi Kier foreslår derfor en landsdækkende ordning med særlige socialsygeplejersker, der skal sikre landets mest udsatte borgere bedre og mere gnidningsløse indlæggelsesforløb og færre genindlæggelser.

Det skal ske ved at bygge bro mellem de indlagte udsatte misbrugere, det sundhedsfaglige personale og misbrugmiljøet, som socialsygeplejerskerne har særligt kendskab til.
"Også de mest udsatte borgere skal have lige adgang til vores sundhedsvæsen og højtspecialiserede behandling.

Der skal være plads til de skæve eksistenser, så de også får den rigtige behandling. Her kan socialsygeplejerskerne være vigtige brobyggere. Ordningen med socialsygeplejersker for udsatte stofmisbrugere har med succes kørt som forsøg på Bispebjerg og Hvidovre hospitaler og bør udbredes til alle større hospitaler i hovedstadsområdet og på sygehusene i de større provinsbyer, siger Vivi Kier.

Efter mange års misbrug er de socialt udsatte svære at smertestille og har en lav smertetærskel, men bryder sig ofte ikke om at bede om mere smertestillende, fordi det opfattes, som om de plæderer for stoffer. Og medbragt stof må ikke benyttes på hospitalerne.

Derfor forlader de ofte hospitalerne, før behandlingen er afsluttet. Det fører til længerevarende sygeforløb og mange genindlæggelser - og en ringere helbredstilstand. Det kan og skal vi gøre bedre ved at indføre socialsygeplejersker over hele landet, siger Vivi Kier.

Socialsygeplejersken kan stille de relevante sundhedsfaglige spørgsmål om misbrugets omfang, stoffer, abstinenser og dermed sikre den rette smertelindring og adfærd under indlæggelsen. Samtidig har socialsygeplejersken øje for sociale faktorer som manglende skiftetøj og kan sikre, at den udsatte ikke udskrives til gaden men får plads på et herberg.

Marginaliserede mænd som eksempelvis stofmisbrugere og hjemløse indlægges fire gange så ofte som andre danske mænd, mens de mest udsatte kvinder havner i hospitalssengen næsten tre gange så ofte som deres medsøstre, konkluderer Rådet for Socialt Udsatte.
.

Ingen kommentarer: