fredag den 4. december 2009

Vand med Colibakterier tages alvorligt


Der bliver generelt reageret, når drikkevand fra vandværkerne indeholder bakterier, der ikke må være der.

Det viser en opgørelse fra By- og Landskabsstyrelsen, som har samlet oplysninger fra 228 vandværker, der alle - ifølge en artikel i nyhedsmagasinet Ingeniøren bragt i september 2009 - har leveret drikkevand med et for højt indhold af bakterier til forbrugerne.

På baggrund af Ingeniørens artikel bad miljøminister Troels Lund Poulsen (V) de 63 kommuner, der har tilsyn med de 228 vandværker, om at redegøre for situationen. Og i 60 af kommunerne viser der sig at være styr på tingene.

Kommunerne oplyser, at ingen af de 228 vandværker leverer drikkevand med de farlige E. colibakterier. Hos 35 af vandværkerne findes et lavt indhold af andre coliforme bakterier end E. coli. 28 af vandværkerne i gang med at løse problemet. Coliforme bakterier er eksempelvis jordbakterier og kan være tegn på lækage i systemet.

Opgaven tages alvorligt
- Det er godt at se, at vandværkerne og kommunerne tager deres opgave alvorligt. Men også de små problemer skal løses, så danskerne fortsat har tillid til deres drikkevand. Det har jeg bedt By- og Landskabsstyrelsen om at indskærpe over for kommunerne. Samtidig fortsætter jeg med at udvikle en drikkevandshandlingsplan, som vil sikre, at vi fortsat har drikkevand af bedste kvalitet. Den vil desuden gøre det nemmere for borgerne at få indsigt i deres drikkevands kvalitet, siger miljøminister Troels Lund Poulsen.

De små overskridelser, der ikke bliver reageret tilfredsstillende på, drejer sig om syv vandværker, der leverer drikkevand med 1 coliform bakterie pr. 100 ml. By- og Landskabsstyrelsen vil nu indskærpe, at selv en så lille overskridelse skal følges op med handling. Det fremgår af den såkaldte ”Kogevejledning”, som nu er på vej i revideret udgave.

Når Ingeniøren kunne komme til et resultat, som lå langt fra den reelle situation, skyldes det, at man har baseret analysen på kommunernes indberetninger til en database, der kun giver historiske oplysninger. I forbindelse med ministerens handlingsplan for drikkevand vil By- og Landskabsstyrelsen undersøge muligheden for at forbedre databasen, så den giver et mere nutidigt indtryk af drikkevandets tilstand.
.

Ingen kommentarer: