torsdag den 17. september 2009

Burka eller Burkaforbud...Vi skal bekæmpe det menneske- og kvindesyn som burka og lignende beklædning symboliserer siger Henriette Kjær

"Som vi fra første færd har slået fast, så stemmer Det Konservative Folkeparti naturligvis ikke for et generelt burkaforbud, hvis det er i strid med konventionerne eller grundloven. Efter en vurdering fra Justitsministeriets embedsmænd står det nu klart, at vi ikke kan støtte et generelt forbud i det offentlige rum. Til gengæld vil vi fortsat arbejde målrettet for begrænsninger i brugen af burka i Danmark."

Det siger politiske ordfører, Henriette Kjær, efter at justitsminister Brian Mikkelsen i dag har udtalt, at Justitsministeriets jurister vurderer, at forslaget om et generelt burkaforbud rejser væsentlige spørgsmål i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og grundloven.

Henriette Kjær understreger, at hun er glad for at det er lykkes Det konservative Folkeparti at rejse en debat om kvinders rettigheder og det rimelige i, at visse grupper i det danske samfund isoleres:

"Det er en vigtig debat, vi har sat på dagsordenen, og debatten vil føre til ændringer herhjemme. Vi ser derfor frem til resultatet af arbejdet i regeringens arbejdsgruppe om burka.
Vi har derfor startet en principiel debat om hvilke menneske- og kvindesyn, der hører hjemme i Danmark, og holdningen hos Det Konservative Folkeparti er klar: Vi er fast besluttede på at bekæmpe det menneske- og kvindesyn som burka og lignende beklædning symboliserer," siger
Henriette Kjær

"Vi kan ikke acceptere, at kvinder her i landet skal påtvinges eller overtales til at lade sig tildække - alene med det formål at afskære kvinden fra at være en aktiv samfundsborger. Danmarks styrke er vores demokratiske fællesskab og alles deltagelse i det - og burkaen forhindrer kvinderne i at blive en del af vores fællesskab. Det er med andre ord for kvindernes skyld, at vi har rejst debatten." afslutter Henriette Kjær
.

Ingen kommentarer: